Bob Dylan: ren celebrity-kunst?

Er celebrity-kunst i orden? Er det i orden, at et væsentligt kriterium for at kunst kan opnå privilegiet at blive udstillet på et museum er at den udøvende kunstner er kendt af offentligheden. Så præsentationen af af deres værker i højere grad giver publikum en oplevelse af en ny facet af denne person end selve værkerne. 

 

Et åbent spørgsmål, jeg ikke selv har et entydigt svar på. Men når jeg spørger, er det fordi jeg netop selv har besøgt udstillingen med Bob Dylans værker på Frederiksborg Slot – her er der udstillet 12 portrætter i pastel og 23 oliemalerier. 

 

Når man skal vurdere og opleve kunsten er det svært at frigøre sig fra bevidstheden om, at værkerne er skabt af en nulevende kultur-legende. For når man er tæt på værkerne er man jo tæt på Bob Dylan, tæt på de lærreder, hvor hans hænder i flere timer har arbejdet med penslen. Man er tæt på ham. Ærefrygt? Alene det, at man får et sjældent indblik i hans billedkunst er vel en værdi i sig selv? Ja, det er det. Man får en oplevelse ved at komme tæt på en række interessante værker. Man er ihvertfald ikke gået forgæves.

 

Men når det er sagt, må man også hanke op i sig selv og stille sig selv spørgsmålet: hvis det nu IKKE var Bob Dylan, der havde lavet de ophængte værker, hvordan ville den rent kunstneriske vurdering så være? Hvis en anden havde lavet et værk i samme kvalitet, ville det så kunne have fundet vej til et nationalt museum? 

 

Jeg kunne forestille mig, hvad nogle kuratorer(og jeg selv) ville have at sige om værkerne: i oliemalerierne kan man tydeligt mærke kunstnerens ambition om at udtrykke sig gennem lærredet – den kunstneriske søgen og stræben er ærlig og kunstneren har kastet sig ud i krævende, figurative kompositioner.

 

Men rækker den håndværksmæssige kunnen hertil? Det tekniske udtryk er råt og groft, der bruges ofte overdrevet skyggevirkning og der optræder mangel på kropslige proportioner og sammenhæng – hvilket i nogle tilfælde giver værket et naivistisk(men ikke tilstræbt?) præg. Det kunne jo være kunstnerens egen unikke stil – eller simpelthen mangel på teknisk kunnen. Der ER altså forskel på at bringe følelse, poesi og melodi sammen til et harmonisk, stærkt musisk udtryk – og så på at få farver, komposition, perspektiv og proportioner til at virke på en lærredsflade. 

 

Men vurdér selv..