Når et mesterværk restaureres

Albrecht Dürers værk ‘Kejser Maximilian 1.s æresport’ fra 1515 er det største træsnit fra renæssancen og viser blandt andet den tysk-romerske kejser Maximilian 1.s stamtavle og slægtskab. Det måler knap 3x3,5 meter og er nu oppe at hænge i forbindelse med en udstilling om netop kejser Maximilian 1. på Statens Museum for Kunst i København. 

Indtil for nylig lå det sammenrullet i museets magasiner, og det havde de 36 træsnit, som værket består af, ikke godt af. Kobberstiksamlingen, der nu hører under Statens Museum for Kunst, fik oprindeligt to eksemplarer – sandsynligvis via Christian 2., der også er afbildet på æresporten. Da lå værket som løse ark i mapper, men omkring 1850 besluttede den daværende leder, Just Matthias Thiele, at lade et af eksemplarerne klæbe op på et stykke lærred, så værket kunne træde frem i sin helhed.

- Nogle steder har de haft problemer med at klæbe det op, så der ikke er vedhæftning mellem originalen og lærredet, så det poser ud. Andre steder er der vandskjolder, fordi der har været en vandskade, hvor det har været opbevaret. Og så er der misfarvninger på grund af lyset. Dertil kommer masser af revner og overfladesnavs fra blandt andet forurening, fortæller konservator Niels Borring.

Først tænkte konservatorerne  ellers, at værket så ud til at have det meget godt til trods for et par misfarvninger på midten. Som den udgave af ‘Kejser Maximilian 1.s æresport’, der har hængt på British Museum i London siden 1970’erne. Men da de fik det analyseret, fotograferet og belyst, ændrede de holdning. Der var mange skader. Dem kan man se ved at kigge nærmere på de print, der hænger i det åbne værksted her. De er resultatet af tre forskellige belysninger: Med UV-bestråling og med henholdsvis side- og gennemlys.

Gennemlysning af værket viste et vandmærke forestillende en ørn med to hoveder og en kejserkrone svævende over. Det var den tysk-romerske kejser Maximilians mærke. Det viser ikke bare værkets ægthed – dette var så tydeligt også kejserens projekt.

UV-strålingen viste de skader, konservatorerne ikke kunne se umiddelbart på overfladen, sidebelysningen fik revnerne og folderne frem, og gennemlysningen viste noget helt tredje: et vandmærke, der forestiller en ørn med to hoveder og en kejserkrone svævende over. Det var den tysk-romerske kejser Maximilians mærke. Det viser ikke bare værkets ægthed – dette var så tydeligt også kejserens projekt.

Hermed kunne konservatorerne konstatere, at ‘Kejser Maximilian 1.s æresport’ skulle gennemrestaureres. Det betyder, at hvert af de 36 ark – bestående af selve arket plus et ekstra ark opklæbningspapir mellem værket og det store stykke lærred – skal vådbehandles. En vådbehandling er en form for vask af de enkelte ark. Men inden dén proces måtte konservatorerne have hjælp til at analysere den lim, træsnittene er opklæbet med. Her har de fået hjælp af CATS – Centre for Art Technological Studies and Conservation – et samarbejde mellem Nationalmuseet, Konservatorskolen og Statens Museum for Kunst.

Et spørgsmål om enzymer

- Vi har fået analyseret limen, så vi ved, hvilke enzymer vi skal bruge, når vi skal skille opklæbningspapiret og arkene ad. Hvis det her var en animalsk lim kogt på hud og knogler, skulle enzymerne kunne indgå i forhold til det, hvorimod hvis det er en klister, skal de kunne noget andet. De har så analyseret sig frem til, at det muligvis er en blanding af begge dele, hvilket ikke er så usædvanligt, siger Niels Borring.

Selve vådbehandlingen foregår ved, at hvert ark bliver lagt på en plexi­glasplade og sprøjtet med vand. Dernæst bliver arket lagt i et stort kar med vand, hvor limen bliver blødgjort, og det opklæbningspapir, der sidder tilbage, opblødt. Og så kan konservatorerne begynde at skrabe eller snarere rulle papiret af med en skalpel.

»Det er dér, man kan blive sindsygt nervøs. Det er 500 år gammelt, og det er klæbet op i 1850. Det er vådt, og man sidder faktisk med en skalpel,« siger Niels Borring.

Efter tørringen bliver revnerne lappet og klæbet sammen med japanpapir, der som navnet antyder, er et særligt langfibret papir fra Japan. Dernæst skal arkene hængsles op med såkaldte papirhængsler. På den måde undgår de mere lim, fortæller Niels Borring:

-          De bliver hængt op på en honey­comb-plade, der består af syrefri karton på begge sider. Så har vi den på en kæmpestor plade og behøver ikke at rulle den sammen igen eller tage løsarkene fra hinanden. Der vil vi gerne beholde værket, så vi også kan udstille det i fremtiden, fortæller Niels Borring.

Kilde: Ing.dk, Statens Museum for Kunst

 

Foto: Hvert af de 36 ark, der tilsammen udgør Albrecht Dürers værk ‘Kejser Maximilian 1.s æresport’ bliver vådbehandlet for at adskille dem fra det opklæbningspapir og lærred, de har været limet fast på siden slutningen af 1800-tallet. Derefter bliver revnerne repareret og klæbet sammen med det særligt langfibrede japanpapir. (Foto: Statens Museum for Kunst)

Tags: 
Kategori: